Det burde være obligatorisk i ethvert menneskes dannelse.
Jeg fik ikke en hel barndom på Vejlø. Men jeg fik en del, plus en masse ungdom. Og jeg ville aldrig ha’ været det foruden!
Vejlø har formet mig som menneske på en måde, som ingen skoler, bøger eller coaches kunne ha’ gjort. Jeg har tilbragt hver sommer de sidste 22 år med repræsentanter fra alle samfundslag samlet på ét sted. Det burde være obligatorisk i ethvert menneskes dannelse.
Det var ikke sket, hvis ikke det havde været for Vejlø.
Jeg har holdt ferie med direktører, pædagoger, kontanthjælpsmodtagere, musikere og revisorer. Med unge og med gamle, og især med gamle, der er unge. Med en familie, der er medlem af Indre Mission, med én der har kræft, og med én, der har sit navn tatoveret på brystet – på mandarin, “fordi man jo aldrig ved, hvor man bliver væk!”. Jeg har drukket øl med Chumbawamba (ja, den er god nok!), spillet backgammon med en lektor fra DPU og nydt min morgenkaffe med en skøn, ældre mand, som engang sejlede store skibe. Det tror jeg, at de færreste ved om ham. For i hverdagen, hvor aftensmaden skal laves og ungerne puttes, tager de sig ikke tid til at høre hans historie. Måske fordi muligheden ikke byder sig, måske fordi de ikke er interesserede. Måske de kun ser ham, hvor han er nu. Der, hvor livet, af forskellige årsager, har ført ham hen. Hvor der drikkes flere øl og tages færre bade, og hvor aftensmaden indtages på det lokale værested, hvis den da ikke indtages i flydende form på det lokale værtshus. Men jeg kender hans historie. Jeg har fået tegnet og fortalt hans storhedstid. Og det var ikke sket, hvis ikke det havde været for Vejlø. Så havde jeg passeret ham på gaden uden nogensinde at vide, at han kunne gøre en forskel i mit liv.
Det er kærlighed!
Han kom på Vejlø i år, efter et par års fravær. Han havde været syg. Og han satte sig ind i hestestalden for at stoppe sin pibe med tossetobak og drikke en Blå Nykøbing. Og her sad to unge piger fra ølejren og spillede guitar og sang. Og da han kom, hilste de varmt og hjerteligt og spurgte, om han kendte nogen sange fra Højskolesangbogen, som de kunne synge for ham. Så sang de. Og han græd. Jeg selv fik en kæmpe klump i halsen og gåsehud. For lige dér stod det klart for mig, hvad det er Vejlø kan! Og det er noget ganske unikt! For at bruge den nævnte mands egne ord, da han engang fortalte mig om en pige, han havde elsket: “Så ligger man der og bare holder om hinanden. Det er 37 grader. Det er kærlighed!”
Vejlø er i sandhed 37 grader!
